lykkelige kloster I

og jeg opdagede der lå en nøgle derinde som ingen tilsyneladende brugte jeg tog den tøvende til mig og det viste sig at den passede perfekt i min hånd

lykkelige kloster; det begyndte med en bog del I

Min krop. Var den direkte anledning. En mystisk form for kollaps, som jeg første gang oplevede under en biltur i 2002 fra Los Angels over San Fransisco til Mount Shasta. Jeg havde stået for foden af et vandfald og var på vej op nedefra  kløften, da jorden begyndte at dreje under mig. Hårdt presset på min vejrtrækning og med en følelse af ikke at vide, om der overhovedet var noget under mine fødder, slæbte jeg mig op til bilen, hvor jeg faldt sammen henover køleren. Og det tog tid, før jeg fik det godt nok til, at sætte mig ind i bilen og køre videre. Jeg tænkte ikke mere over det, glemte det igen. Men ikke længe efter jeg var kommet tilbage til Danmark, kom det igen. Og igen. Og som ugerne og månederne gik, uden at nogen kunne finde nogen årsag, til det der skete, blev jeg klar over, at der ikke var andet at gøre end at overgive mig til min tilstand, gå ind i den og lade alt blive stille.

Det var der, bogen en dag bogstaveligt talt faldt ned i mine hænder. Det var en vinterdag, og noget havde skubbet mig ud af huset. Ud i solen. Den knitrende sne. Og biblioteket. Der lå et par veje væk, var altid et godt sted at gå hen. Jeg var kun lige kommet indenfor, og havde nærmet mig hylderne, da bogen hoppede ud fra sin plads. Jeg anede ikke, hvor den kom fra, stod bare pludselig der med den mellem hænderne, forundret, over den øjeblikkelige følelse af sammenhørighed, der opstod. Jeg besluttede mig for at tage den med hjem. Åbne den. Straks. Og begynde at læse. Og jeg havde ikke læst mange sider, før jeg opdagede, at min læsning flimrede, at jeg ustandselig faldt ud af dens ord og sætninger, som om, tænkte jeg, da jeg havde læst hele bogen, at der befandt sig noget inde i den. Den  egentlige bog, en art nøgle, skjult inde i arkene, i fibrene …

Og kort tid efter, måske et forår og en sommer efter, var det, at nogen foreslog mig det med øen. Og da først dens navn var nævnt, var jeg ikke i tvivl. Jeg rejste mig op, samlede mine ting og flyttede over i et lille bitte hus på Samsø.

Det var første gang i mit 50 årige liv, jeg var overladt helt til mig selv. Den yngste på 17 var flyttet ind til sin far. Og så var der ikke mere. Jeg var mutters, en streg i luften, gennemsigtig og vibrerende. Alligevel gjorde jeg det. Og modigheden i handlingen fik i løbet af kort tid den livstruende oplevelse af min tilstand til at samle sig i øens store ro. Den havde genkendt mig med det samme. Øen. Og bredt sin snedækkede krop ud under mine fødder. Og jeg gik. Gik og gik ud over den ligesom fugl, hare og rådyr. Efterlod jeg spor i sneen som tegn på en taknemmelighed, der anslog de fineste strenge i både min krop og min sjæl. Lige meget hvilken retning jeg tog på den ø, kom jeg ud til det vand. Det var derfor. Som var der tegnet en cirkel hele vejen rundt om mig, og det føltes som en åbenbaring. Også da jeg stod der. Bare stod der ude ved dens kant og så alle de gamle “stier” opløse sig i hav- og himmelrummet mellem før og nu. Lykkelige kloster 
har jeg senere døbt det. Et alkymisk rum, et slags nomadehjem som blev grundlagt der.

 

0001Ug

 

Lykkelige kloster del II

Lykkelige kloster del III

 

SOULBOOK

 

.

Advertisements

2 Comments Add yours

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s