lykkelige kloster II

og da jeg så at bjerget var døende satte jeg mig ved dets fod og skrev og skrev det hele ud af den forstenede krop

lykkelige kloster; det begyndte med en bog del II

Jeg var landet i Toulouse lufthavn, og skulle videre med toget til Foix. Bjergene var allerede begyndt at rejse sig, og det sidste stykke til Fougax-et-Barrineuf, hvor jeg skulle bo, foregik i bil. Det var 2005. Sidst i maj. Da jeg første gang gik op ad den stejle sti, som er begyndelsen på klatreturen til toppen af Montsegur.

To måneder tidligere, havde jeg stået i kø på Samsø posthus, og var faldet i snak med en yngre fyr, som netop var kommet hjem fra Montsegur, og i dagene efter dukkede mit lykkelige kloster oftere og oftere op i det pyrenæiske landskab, som om det allerede var der, og jeg bare skulle komme. En invitation som passede med, at jeg allerede så småt var gået i gang med at rykke mine samske teltpæle op.

Nu stod jeg der så. Midt i den sydfranske sol og blomstrende akacietræer. Fossende floder der strømmede af løfter. Milde enge med vægge af mørkklædte bjergsider på en baggrund af blå så blå så blå. Ikke en sky. Ikke en eneste lille hvid sky til at skygge for noget som helst.

Jeg kunne godt mærke det, det rystede mig. Og de første dage snublede jeg ustandselig over mine sætninger og ord, som var det stort. Alt for stort. Men da jeg først begyndte at bevæge mig op ad de stejle bjergsider, snublede jeg ikke mere. Montsegur. Roquefixade. Jeg gik det hele igennem. Alle bjergene. Og borgene. Katharerne og deres dramatiske endeligt. Det tog sin tid. Og jeg måtte komme igen og igen. Blive der, da alle andre tog hjem, og det blev vinter.

 

Chateau Montsegur Kathar Borg Pyrenæerne

 

Det var sådan, jeg blev klar over, det var ved at dø. Bjerget. Og at der selvfølgelig måtte være nogen, et menneske, der kunne holde det i hånden, mens det døde. En gammel historie? Min sjæls historie? Katharernes? Det flød sammen inde i mig, mens jeg bar brændet ind, tændte op i brændeovnen og krøb sammen under tæppet.

Mit lykkelige kloster blev den vinter testet til det yderste. Nøglen lå lykkeligvis stadig i min hånd, og med dens hjælp lykkedes det mig at se hele vejen ind gennem døden og opløse den til noget oprindeligt – et hjerte af så smuk og indlysende menneskelighed, at jeg ikke bare fik en klump i halsen, men langt om længe bristede i en sand tåreflod af opsparet længsel.

Året efter. Det var i september. Jeg havde været i Danmark nogle måneder, var nu tilbage i Frankrig og egentlig på vej “hjem” til Montsegur. Ved en indskyldelse var jeg stoppet nede i dalen hos nogle venner for at overnatte der. Og da jeg vågnede næste morgen var jeg straks klar over, at noget havde ændret sig, nøglen, det var nøglen, jeg kunne tydeligt høre det; en kvindestemme, tænkte jeg, er det en kvinde … nu. Jeg skulle ændre kurs! I det hele taget, som havde hun taget mig under sine vinger og jeg ikke mere skulle rejse alene. Og bilen, den lille citroën på franske plader, jeg havde købt sidste sommer, var klar, ventede bare på at komme afsted. Så jeg pakke sammen og forlod dalen, kørte ud af Ariege 120 km østpå ad D117 til Chateau d’Opoul i Pyrénées-Orientales, den østlige udkant af Pyrenæerne.

Jeg var drejet fra kort før Estagel, kørte ad D9 mod Tautavel og havde passeret Vingrau, da farten lige stille begyndte at sagtne sig og hun var der igen … kvindestemmen … stille stille talte hun til mig, de lysende sandfarvede bjerge, vejene der snoede sig opad og opad og … “sten der skal falde fra dit hjerte”.

Jeg var ikke i tvivl, da det storslåede plateau åbenbarede sig foran mig højt oppe i himlen. Chateau d’Opoul. Salveterra. Jeg måtte holde ind til siden et øjeblik. For at se og forstå. Også det, der var usynligt for øjet, og som rejste sig fra plateauet som en lysende søjle af … verdens begyndelse. Jeg  kørte det sidste stykke og parkerede nedenfor plateauet, fandt stien mellem rosmarinbuskene og gik og klatrede op ad klippesiden, til jeg nåede toppen.

 

Chateau d’Opoul i Pyrénées-Orientales salveterra

 

“Det her er det fineste, jeg nogensinde har oplevet”.

Et center af stærk transformerende følsomhed, altid i en form for dansende tilstand af forandring, når jeg kom igen og igen. For det gjorde jeg. Og Middelhavet der lå derude og glimtede; en udsigt som jo mere bekendt, jeg blev med den, blev til rækker af gennemsigtige og imødekommende spejle, der så tilbage på mig med de mildeste øjne, man kan tænke sig:

Hun havde båret hele verden på sine skuldre altid, hun havde troet, det var sådan, hun var kommet til verden, at hun var god – alligevel var den værst tænkelige ulykke sket, og det var ramlet sammen både på det ene og det andet plan, og hun havde ikke kunnet ordne det.

Jeg forstod det godt. At det var godt, det kom frem, selvom såret og den nedarvede skyldfølelse blødende sprang op og fyldte min mund med gamle forsvarstaler. De milde øjne. Sagde ikke noget. Ventede på det skulle udtømme sig, at al den mildhed kunne forplante sig i mig.

Portbou Costa Brava Lykkelige Kloster Birgitte Nielsen

 

Det var sidst i november, en dag, hvor vejret helt uden for nummer havde besluttet sig for at blive til varm varm sommer, at jeg satte mig ind i bilen og kørte ud til Middelhavet. Fulgte kystvejen. Nedad mod den spanske grænse, til jeg nåede det sted, hvor vejen snor sig helt ude ved vandet og de forrevne klipper. Der stoppede jeg. Parkerede bilen på en lille gruset plads, steg ud, og klatrede i min fine blomstrede rejsenederdel helt ud på kanten af klipperne. Der ventede en større tur ned gennem Spanien. Jeg vidste det. Men for nu skulle jeg bare sidde her og være en pige, der sad og så ud over vandet. Ikke andet.

 

Lykkelige kloster del III

Lykkelige kloster del I

 

SOULBOOK

.

Gem

Gem

Gem

Gem

Advertisements

2 Comments Add yours

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s