lykkelige kloster III

og hun drejede hovedet kiggede langt hen over middelhavet med øjne der panorerede fra  ægypten over israel til syrien …

 

lykkelige kloster; det begyndte med en bog del III

Julen 2006 tilbragte jeg i et træhus ved Vejby Strand. Min bog skulle udkomme midt i december. Rejserne var sat på pause. Jeg lavede french toast med blåbær og strikkede sokker sammen med min datter, der lige var kommet hjem fra Australien. I de hellige dage blev vi flere – min søn, min bror, mine forældre, søster og svoger. Og så var der katten. Den kom hver dag. Sad udenfor havedøren og så ind på os med sine kloge øjne.

Jeg havde planlagt at tage afsted lige efter nytår. Ned til det Spanien, der i et stykke tid havde kaldt på mig. Bare sætte mig ind i bilen. Den lille citroén på franske plader. Krydse de to bælter til Jylland og suse ned gennem det europæiske fastland, helt ned til dets spanske sydspids. Helligtrekongers morgen pakkede jeg derfor bilen, låste træhuset af og kyssede katten farvel.

Det var midt i Tyskland, fornemmelsen af en redningsaktion kom. En følelse af noget der skulle forenes – yderpunkter – som når det kom til stykket, ikke var det. Det var nogenlunde samtidig med, at jeg opdagede pigen, som sad ved siden af mig på forsædet. Ikke fordi hun sagde noget. Hun sad der bare. Lige så stille. Og som den ene kilometer tog den anden ud af Tyskland og ned gennem det østlige Frankrig, begyndte nøglen at røre på sig og give tegn. Kort før Nîmes drejede jeg derfor fra mod Saintes-Maries-de-la-Mer og Carmargue’en.

Jeg havde været der før. For mange år siden med min daværende mand og vores børn. Og jeg huskede lyset. Lyset og flod-deltaet med de hvide halvvilde heste og de lyserøde flamingoer. Og så en fornemmelse af noget mytisk, som jeg ikke dengang var mig bevidst. Maria af Havets by. Selvfølgelig. Og pigen og jeg parkerede bilen og satte os midt i januarsolen for at spise Fruit de Mer af store dybe tallerkener. Det var her. I denne hvide stille uden-for-sæsonen sydfranske havne-energi, at forfatteren overraskende dukkede op. Selvom ved nærmere eftertanke var det ikke spor mærkeligt, at det skete. Og heller ikke, at det tydeligvis var en meget gammel forfatter, som det var umuligt at sige, hvorvidt var en kvinde eller en mand. “Der er ved at ske noget”, tænkte jeg, “med mit lykkelige kloster.” Og pigen smilede og smilede. Og vi blev siddende i Maria af Havets lys hele dagen. Først da solen begyndte at sænke sig, kørte vi videre. Montpellier. Béziers. Narbonne.

Spanien.

Det var tidlig formiddag, da vi kørte over grænsen. Og det Catalonske landskab. Åbnede sine lange bjergklædte arme og begyndte at synge. Det var ikke bare et andet land. Det var et helt andet land. Bog. Kloster. Os. Og jeg vidste det. Jeg så det med det samme. At vi hørte til i dette store og uoverskuelige land; en stiltiende fortrolighed, glædesstrålende med bjerghave olivenlund og udsigt. Men først skulle vi hele vejen ned. En art forståelse, der skulle bundfælde sig. Tegne sig ind. Barcelona. Valéncia. Murcia. Ned til Andalusien. Helt ned til den sydspanske kyst.

Januarsolen var stadig med os, da vi nåede solkysten, og jeg steg ud af bilen, ud på den brede turisttomme strand. Vi stod der alle tre. Pigen, forfatteren og mig. Mærkede sandet under vores fødder. Vi var næsten fremme. Malaga. Fuengirolo. Estepona. Og så … Bang!!

Det var midt om natten, da telefonen på hotellets natbord vækkede mig, og hotelpotieren på et meget spansk engelsk underrettede mig om, at der stod to politibetjente nede i foyeren og ville tale med mig. I en tilstand af uvirkelighed tumlede jeg chokeret ud af sengen og ned ad trappen. Og de begyndte at forklare det, at de var kommet kørende på deres natpatrulje, stille og roligt som de plejede, at de ikke kunne forstå det, for der skete ikke sådan noget her i Estepona – den sikre by – da de havde opdaget de to personer, der i løb fjernede sig fra en bil. Det var bilen. Min franske bil. Bagruderne var smadrede, og der var glasskår over det hele. Inde og ude. De pegede, og vi gik derud. Kufferten var væk. Og hvad mere! Jeg begyndte at småtude. Og han måtte sige det flere gange, betjenten, at jeg var nødt til at sætte mig ind i bilen og køre bagefter dem til politistationen, så bilen med de smadrede ruder kunne komme i sikkerhed. Meget venligt. De var meget venlige begge to. Og jeg gjorde, som de sagde, satte mig ind i bilen og fulgte efter dem, svarede på alle deres spørgsmål, mens jeg blev ved med at sige til mig selv, at det nok skulle gå.

Tilbage på hotellet. Tog det lang tid. Før jeg endelig faldt i søvn. Og jeg vågnede. Langt op ad formiddagen i en tilstand af ufattelig forslåethed. Jeg kunne ikke blive. Her. En indtrængende stemme nåede mig. Måske var det bilen, der talte fra sit læ. Ikke ud til Gibraltar. Ind i landet. I sikkerhed. Det lykkelige kloster var smadret. Der var glasskår over det hele. Og pigens hulken ville ikke stilne.

Jeg samlede hurtigt mine ting sammen, tog en taxa tilbage til politistationen, satte mig ind i den ødelagte bil og kørte. Ud af byen. Ind mod bjergene. Den dukkede op efter en times bjergkørsel. Ronda. Den gamle gamle by beliggende på kanten af den dybe slugt. Og jeg fulgte vejen helt derind; Calle Virgen de la Paz. Her kunne jeg være. Mens bilen blev repareret.

 

Ronda Andalusien Lykkelige Kloster

 

Og jeg kom mig. Hurtigere. End jeg havde forestillet mig. I dette højt beliggende sceneri.  Sjælfulde by. Med de spektakulære udsigter. Dagene der gik, den ene efter den anden, og ruderne til bilen der ikke kom og ikke kom. Men pigen! Var gået i stykker. Helt inde i dybet. Anslaget mod bilen og vores lykkelige kloster havde ramt hende i hjertet, og jeg måtte holde om hende, vugge hende. Bære hende i mine arme, når vi krydsede den dybe kløft hen over Puente Nuevo til den gamle arabiske bydel, eller når jeg tog hende med til chocolate caliente, rig og tyk varm chokolade i høje krus. Forfatteren trådte i karakter. Ville bidrage med sin store viden. Og der begyndte at tegne sig et billede. Pigen havde åbenbart båret på den ulykke lige siden verdens begyndelse. Forfatteren havde skrevet sig hen til det. Og det var ikke tilfældigt. Med denne by – af maurisk oprindelse en af Spaniens ældste byer. Et arabisk spor vi var nødt til at følge for at komme hele vejen tilbage til begyndelsen.

Januar var blevet februar, da de nye ruder langt om længe kom. Den franske bil var køreklar, og sneen på toppen af Sierra Nevada vores ledestjerne, da vi kørte mod Alhambra, det berømte mauriske borgkompleks på Sabikah-plateauet i Granada. Og både mine og pigens øjne blev varme, da vi trådte ind i dette enestående og udsøgte mekka af islamisk arkitektur og kunst. Henført lod os lede gennem den ene port efter den anden ind og ud af paladser, haver og fontæner, læste i mosaikker og kaligrafiske borter, hvilede os på smukke gamle stole, mens vi spejlede os i kanalbadene og mærkede det lykkelige kloster genopstå inde i os. Det var der. Midt i spejlingerne i paladsets store bassin, at forfatteren pludselig fik øje på billedet af drengen. Og vi så det begge to. At der var noget, der passede sammen, at de på en måde lignede hinanden. Den pige og den dreng! Du godeste, tænkte jeg glad uden at vide, hvad det betød og hvor omfattende en historie, det skulle blive. Forfatteren rejste sig og tog pigen i hånden. Og jeg. Samlede billedet af drengen i mit hjerte for ikke nogensinde at glemme ham igen.

 

alhambra granada analusien lykkelige kloster


 

Lykkelige kloster del I

Lykkelige kloster del II

Lykkelige kloster III

 

SOULBOOK

Gem

Advertisements

One Comment Add yours

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s