seersken

“På dage der diser kommer hun ud af sit hus. Med en kurv på ryggen vandrer hun ned i dalen til byen, hvor hun køber brød og fisk og andre fornødenheder såsom lys tændstikker papir og stjerneanis. Hun falder i snak med drengen som en dag vil glemme sin nøgle og de vil tale ikke om nøglen men om bogen som drengen bærer i et blødt klæde tæt i sin krop.” (Hvedekorn 1997 BN)

 

HUN

Helt fra begyndelsen havde hun kunnet se og mærke alt, som det var. SEERSKEN. Ordet var ikke et, hun selv havde opfundet, men som tingene havde udviklet sig, og da ordet nu en gang fandtes, måtte hun vedkende sig, at det var det, hun var. Det var nødvendigt for hende at vide det, for at blive i stand til at gå det sidste stykke.  Om hun er ung eller gammel? Hendes alder er underordnet, det er hendes køn, det handler om og hendes placering i skabelsen. Det ved hun nu.

VERDEN

Men sådan havde det ikke altid været. Der havde været svære tider, hvor hun ikke forstod det. Hvad det i virkeligheden var, hun så. Og da hele sandheden begyndte at gå op for hende i al sin gru, bredte ubærligheden sig i løbet af et øjeblik fra hendes hjerte til hendes krop og stemme, og hun var blevet stum. I forvejen havde det været forbundet med betydelig risiko at tale om det, hun så, ikke bare for hende selv, men i det hele taget. Nu var det end ikke en mulighed. Og det havde flyttet hende ud af verden, hvis hun nu skulle sige det på en enkel måde. Det skete så hurtigt, at hendes sanseapparat kom i ubalance.  Var røget ind i en akut følelseshvirvel, der desorienterede hende. Det var tabet af stemmen. Og en vrede der havde blandet sig med sorgen. Det havde fået hende helt derud, hvor den uhyrlige tanke, at nogen havde stjålet hendes stemme, pludselig og meget overbevisende havde stået hende i halsen. Hendes stemme – blev misbrugt. Hun kunne mærke det. Høre det. En forvridning af energierne, som hun havde måttet arbejde lang tid på at ordne, før hun indså fejltagelsen. Bølger af lettelse var strømmet igennem hende, da hun endelig og efter al den tid hørte lyden af sin stemme. Hun var ikke i tvivl om, at det var hendes, selvom den havde ændret sig på afgørende punkter. Hun kommer til at smile ved tanken. Hun havde ganske enkelt ikke set langt nok og længe nok. Hendes bevidsthed. Der lige så stille havde åbnet sig og udvidet hendes medskabende tilgang til det at forstå.

HAN

Hendes smil samler sig i en taknemmelig dal af glæde. mens hun kigger ned på sine hænder. De ændrer sig hele tiden, tænker hun, mens hun lader sit tilsagn forplante sig til drengen og udviske de enorme mængder af afsavn, han har lidt.  Hun kigger over på ham. Samtalen. Det er nu, de skal tale. Om bogen.

 

 

SOULBOOK

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s