hannah jeg lytter

 

 

 

 

Jeg blev nærmest skubbet ind i det, da jeg i forået 2009 ved ‘en tilfældighed’ kom til at bo hos en arabisk (irakisk/dansk) kvindelig musiker i Albaicin, det arabiske kvarter i Granada. ‘Det arabiske hjerte’ kaldte jeg det, og var på en måde allerede i flyet derned begyndt at skrive mig ind i det. Selvom det først var, da jeg sad i bussen på vej fra Malaga til Granada, at jeg mærkede det. Det Spanien, som jeg havde planlagt at tage til, var godt i gang med at forvandle sig til noget helt andet. Arabisk.

Det var Aida, der åbnede den brune dør i den lange hvide mur ind til gårdhaven og huset, og vi følte med det samme, at vi kendte hinanden. Også når hun tog mig med i byen for at møde sin arabiske ‘familie i Granada’, som hun kaldte det, og vi sad i timer og spiste og talte arabisk. Ikke mig. Selvfølgelig. Men jeg lyttede. Og forstod alligevel. ‘Det arabiske hjerte’. Det var det, jeg lyttede til. Både på den ene og den anden måde. Og Aida blev rørt, når hun kom syngende ud i gårdhaven inde fra huset, og så mig sidde og tegne de arabiske skrifttegn et for et i min brune skitsebog. Det var ikke nyt, det her. Det var det ikke. Og det kaldte på noget meget glædeligt, rigt og entydigt godt. Hvad det end var, det ‘arabisk’, det lå ligesom i luften, at det ikke lå lige for på den måde. En vej. Det var nok mere det. En vej der på en meget vital måde udfoldede sig inde i dybet af det, jeg havde beskæftiget mig med og ‘forsket’ intenst i siden 2000; forståelser af det at være mand og kvinde, det menneskelige fællesskab, medmenneskeligheden set i det lys. Og det føltes meget bemærkelsesværdigt, at det arbejde, nu havde skubbet mig lige ind i midten af en kultur/befolkningsgruppe, som bredt ikke nødvendigvis rammer de venligste strenge i vores vestlige kultur, for nu at sige det meget mildt.

Det var da Aida, en uges tid før mig, rejste tilbage til Danmark, at Hannah kom. En gammel kvinde, en meget gammel og fin energi. Jeg havde sat mig på sengen. Sad og bladrede i nogle postkort, jeg havde købt nede i byen; fotografier af mauriske paladser, mosaikker og kalligrafi og med det stolte navn GRANADA trykt forneden. Og pludselig var det jeg fik øje på det. ANA. Inde i midten af ordet. Inde midt i hjertet af GRANADA. Anna. Vidste med det samme, at der måtte h´er i begge ender, for at det kunne blive rigtigt. HANNAH. Der stod hun. Arabisk jøde fra Damaskus. Ikke at hun sagde noget. Jeg vidste det bare.

Hannah er omdrejningspunktet for min næste bog,

Mødet med Hannah bestyrkede mig i det, jeg havde mærket med ‘vejen’, at det ‘arabiske’ og med hendes komme altså også det ‘jødiske’, var en vej, et personligt spor, jeg var nødt til at følge, for at komme tilbage til begyndelsen. Og så var det, det skete for et par dage siden og til min store overraskelse mens jeg sad og skrev, at sporet – vejen gennem det arabiske og jødiske – kom til at føre lige ind i hjertet af det aramæiske. Det var Hannah. Det var fra hende det kom.

Det er ikke fordi, jeg ikke kender noget til det, er stødt på sproget tidligere gennem Lars Muhls arbejde med det aramæiske sprog og dets iboende psykologi  … og … lige nu kommer jeg også i tanke om det, der skete med hans ansigt, da han for år tilbage fortalte mig om sit møde med nogle aramæisk talende mænd på en rejse til Damaskus … hmm …

Hannah! Jeg lytter.

 


SOULBOOK

.

.

.

.

.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

w

Connecting to %s